Nyt fra Coats HP
Ude i garnbutikkerne ligger der netop nu en masse nye designs fra vores eget designværksted - og de passer rigtig godt til det fugtige og kolde vejr som vi har for tiden!
Se fx de skønne hue/halstørklædesæt til hele familien. Sættet til piger har en kantet hue med et fint fløjlsbånd, der matcher blomsterne. Delene er hæklet i kvaliteten Iceland, et let garn med 50 % uld, 15 % alpaka og 35 % akryl.
Det lyslilla sæt til voksne piger er strikket i Cosy, et tykt og luftigt garn i ren uld. En ranke af grene, blade og bobler snor sig hele vejen hen ad halstørklædet og går igen i huen og de skønne pulsvarmere.
Til mændene er der bl.a. en klassisk sweater i bred ribstrik med en "kryds og bolle"-snoning midtpå. Garnet Greenland indeholder ligesom Iceland en del alpaka, som giver blødhed og et flot fald.
På den netop overståede modeuge i København, hvor der blev vist tøj og tendenser til næste vinter, så vi masser af hæklede knapper. Men man er vel forud for sin tid! Allerede inden da havde vi nemlig fået lavet den lille petrolfarvede trøje med rund krave og lommer - og knapper med hæklet "betræk". Trøjen er hurtigt strikket i glat vrang i Cosy, kun med lidt brombærmønster på kraven og lommerne.
Aflæg din lokale garnbutik en visit og spørg efter de mange øvrige modeller som bl.a. inkluderer et huesæt i økologisk uld med sjove riller på skrå, en poncho med farvede borter på bærestykket, en vest og spencerkjole med rundt bærestykke til småpigerne, samt andre varme og vamsede sager, der hurtigt kan strikkes op inden solen rigtig begynder at varme igen.